Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Værdiregelsæt og ordensregler for Gedved Skole

Værdier
Faglighed
Vi skaber sammenhængende undervisning, som bliver til meningsfyldt læring.

Trivsel
Vi drager omsorg for hinanden og tager ansvar for, at den enkelte er en del af et trygt og tillidsfuldt miljø og udvikler gode venskaber.

Fællesskab
Vi har et stærkt sammenhold, hvor vi værdsætter, at alle er forskellige og at vi bidrager på hver sin måde.

Respekt
Vi udviser en anerkendende adfærd over for den enkelte og fællesskabet, vi tager ansvar for den opgave, vi hver især har, og har forståelse for andre.

Engagement
Vi deltager aktivt og præsterer gennem nysgerrighed og begejstring.

Ordensregler
En væsentlig forudsætning for, at skolen kan fungere i dagligdagen er, at regler og rammer for vores samvær er tydelige. Herudover er det vigtigt, at vi er tydelige i de krav og forventninger, vi stiller til hinanden: Børn, forældre, skolens personale og ledelse. Læs mere i vores forventningsfoldere. Link

Mobning 
På Gedved Skole vil vi gerne skabe et trygt sted, hvor alle børn har det godt og føler sig respekterede. Vi ønsker, at børnene kan være sig selv, og at alle bliver behandlet med forståelse for deres forskelligheder. Det er vigtigt for os, at børnene trives både i skolen og sammen med andre, og vi gør meget for at forhindre mobning og tager hånd om det, hvis det sker.
Læs mere i skolens Antimobbestrategi. Link 

Sprogbrug
Eleverne skal respektere en god omgangstone. Krænkende, vulgært eller groft sprogbrug accepteres ikke.

Mobilpolitik
Vi ønsker at opstille tydelige rammer for brugen af mobiltelefoner og andre elektroniske devices, således elevernes digitale liv i forbindelse med skolen foregår i det gode og trygge fællesskab. Se skolens mobilpolitik. Link 

Rygning, indtagelse af alkohol samt anden brug af rusmidler 
Det er ikke tilladt at indtage nogle former for tobaksprodukter, e-cigaretter med og uden nikotin eller andre former for rusmidler herunder energidrikke i skoletiden. Dette gælder på skolen, samt ved ekskursioner og på lejrskoler. Der rettes altid henvendelse til elevens forældre, hvis en medarbejder bliver vidende om overtrædelse af dette i skoletiden.

Chromebooks
Chromebooks er et læringsredskab, der bruges i undervisningen. Det er elevernes ansvar at passe på den tildelte chromebook. 

Erstatningsansvar
Eleverne skal passe på skolens fysiske rammer, inventar og ejendom. Forsætlig eller uagtsom skade vil medføre krav om erstatning.

Sanktioner
Ifølge Folkeskoleloven har folkeskolen forskellige sanktionsmuligheder overfor elever, der ikke følger ordensreglerne. Også selv om elevens adfærd har fundet sted uden for skolen og skoletiden. Skolens ledelse har til enhver tid ret til at gøre disse sanktioner gældende, hvis elever udviser adfærd, der ikke er i overensstemmelse med skolens ordensregler og værdier. Link

Vedtaget af skolebestyrelsen i skoleåret 2024/25, revideres i 2026/27.

Gedved Skole logo